Kære GBS/CIDP forening,

Da jeg 1. februar 2014 blev hårdt angrebet af Guillian Barré fandt jeg stor trøst og hjælp i viden og erfaringer fra andre, der har været ramt af sygdommen. Jeg er nu heldigvis ved at være ude på den anden side. Og god bedring til alle!

En reference historie, som jeg støttede mig meget op ad var ex landsholdsspiller Morten Wieghorsts historie. Hans sygdomsforløb var meget identisk med mit (forløb, respirator, rehab). Jeg har hørt podcast på hans deltagelse i DR P4 radioen som “Sommergæsten” og set Celtic youtube video’en der viser hans træning flere gange. Endvidere findes der en del artikler på nettet. (Google…).

Min “netto” på sygdommen er en måned på intensiv, otte dage i respirator, i alt 3 måneder på hospital/Rehab. Jeg er her fem måneder efter sygdommen brød ud så småt i gang med at arbejde igen – og håber på fuld tid fra august. Fysisk er jeg ved at være der. Jeg kan løbe, har genvundet kampvægten og har fået styrke i kroppen. Mine hænger og fødder snurrer lidt. Men det kan jeg leve med. Kun mit ansigt giver stadig bekymring. Det er stadig delvist lammet. Men jeg får en del terapi. Både logopædi og akupunktur.

Der er heldigvis fremskridt og jeg håber og tror det bedste. Længe før jeg blev syg fik jeg et startnummer til Berlin maraton. Jeg har tænkt mig at stille op (det er sidst i september) og løbe så langt jeg kan. Tror at mindst ½ maratonet er realistisk. Løber pt 9-10 km om end det går meget langsomt (jeg er rutineret maratonløber). Det lyder nemt – og det er det ikke. Men det jeg tror, hjalp mig var tanken om mine børn og familie. En stor lyst til at komme hjem. En stor lyst til at træne og ellers evnen til midt i et mareridt at kunne fokusere positivt. Det lykkedes ikke altid, men det er ikke kun en kliché, at det vi ikke dør af, gør os stærkere…

Venlig hilsen Lars Ramme Nielsen

Del på Facebook.